| Innhold: | Sammendrag
Artiklen behandler konstitutionel nødret i dansk ret med afsæt i Troels G. Jørgensens guldmedaljeafhandling fra 1902 om retsvirkningerne af krigstilstand, der har været væk i mere end et århundrede, men som forfatteren har fundet et uddrag af på Rigsarkivet. Der redegøres for debatten om konstitutionel nødret på Den Grundlovgivende Rigsforsamling og den eksisterende juridiske teori herom. Dernæst viderebringes og analyseres centrale dele af prisafhandlingen, idet det påpeges, at den – ud over at have selvstændig historisk værdi – udgør et væsentligt bidrag til den eksisterende viden om den konstitutionelle nødsrets betingelser og virkninger. Afhandlingen tilføjer således flere facetter til de to grundlæggende kriterier, der ellers er konsensus om i litteraturen: 1) at der skal foreligge en alvorlig nødsituation, der udgør en fare for staten eller dens institutioner, og 2) at et grundlovsbrud som følge heraf er nødvendigt. Særligt fremhæves Troels G. Jørgensens overvejelser om de institutionelle og processuelle aspekter af nødrettens udøvelse, herunder forholdet mellem den udøvende og lovgivende magt, og visse erstatningsretlige aspekter. Dernæst kastes med afsæt i prisafhandlingen et nyt lys over de begivenheder, der fandt sted under Danmarks besættelse (1940-45), hvor Troels G. Jørgensen fungerede som præsident for den danske Højesteret. Troels G. Jørgensens teoretiske standpunkter, herunder hans betoning af ansvar, bidrager til at forklare – ikke retfærdiggøre – hans dubiøse optræden i forbindelse med kommunistinterneringerne og departementschefstyret. Det er samtidig klart, at nogle af hans principielle statsretlige opfattelser ikke tålte mødet med virkeligheden, ligesom man må bemærke hans nærmest demonstrative ulyst til at ville støtte sig til nødretsbetragtninger. I den forbindelse fremlægges nye kompromitterende oplysninger om Troels G. Jørgensens involvering i afsigelsen af den højesteretskendelse, der godkendte interneringerne (U 1941.1070/2 H). Til sidst perspektiveres undersøgelsen til håndteringen af COVID-19-epidemien (2020-22), og det påpeges, at prisafhandlingen bidrager med mere generelle perspektiver på statslig krisestyring, herunder med hensyn til magtkoncentration, appellen til borgernes frivillige adfærdsændringer og vedtagelsen af særlige erstatningsordninger. I modsætning til forholdene under besættelsen var der ikke grundlag for at støtte ret på statslig nødret i forbindelse med håndteringen af epidemien generelt eller den såkaldte minkskandale specielt, skønt der blev begået grundlovsbrud. Det påpeges i den forbindelse principielt, at hensynet til at forebygge tab af menneskeliv og omsorg for folkesundheden næppe er blandt de beskyttelsesinteresser, som den konstitutionelle nødret varetager. Prisafhandlingens motto, »Staten er det blivende«, indfanger dette synspunkt. Derfor må der også forventes forskelle i det erstatningsopgør, der formentlig udestår, til sammenligning med det – noget oversete – opgør efter kommunistinterneringerne (U 1950.207 H).
Stikord: konstitutionel nødret, krigstilstand, magtfordeling, Danmarks besættelse, COVID-19 |